Maveplastik
Maveplastik er et af de mest taknemmelige indgreb, der kan udføres på kvinder, som har født et eller flere børn. Ud over den rent æstetiske værdi af operationen, har den en kraftig og funktionel værdi. Udvidelsen af bughulen efter at have født, medfører en større bughule, hvilket gør, at tarmene udvider sig, og det kan på sigt føre til dårlige afføringsvaner og forstoppelse. En almindelig kommentar efter en maveplastik er, at kvinder oplever, at tarmfunktionen fungerer bedre. En anden effekt af den slappe bugvæg er, at holdningen bliver dårligere, dvs. at svajet i den nederste del af ryggen øges, hvilket på sigt kan give rygproblemer. Derfor mener jeg, at maveplastik skal betragtes som en reparation af fødselsskader, der rammer kroppen efter at have gennemført en eller flere graviditeter. Ved maveplastik fjernes overskydende hud og fedt fra bugvæggen. Samtidig kan også bugvæggens muskler strækkes for at skabe en talje. Generelt findes der tre forskellige grupper, der ønsker en maveplastik. Den første gruppe er kvinder, der har en svækket bugvæg efter at have født. Den anden gruppe er dem, der har tabt sig meget, hvilket resulterer i overflødig hud. Langvarig udspænding af huden og den naturlige ældning nedsætter hudens evne til at trække sig sammen, og efterlader et hængende forklæde af hud. Uanset hvor meget man går på kur eller træner, trækker huden sig ikke sammen igen, uden man bliver opereret. Den sidste gruppe er dem, der tidligere har gennemgået en eller flere operationer, hvilket medfører ujævnheder i huden ved tidligere ar med poser, eller lommer med hængende hud. Hvis man har strækmærker må man indse, at ikke alle strækmærker forsvinder, specielt ikke mærker lige over navlen eller i udkanten af maven.’
Risici
Under helingsprocessen kan huden fordele sig noget ujævnt, hvilket kan resultere i en asymmetri i arret. Tykke eller brede ar, infektion og dårlige sårheling kan forekomme i sjældne tilfælde. Der er desuden en mindre risiko for blødning og væskeansamlinger i operationsområdet, men det kan dog altid afhjælpes. Indimellem kan mindre områder af huden nedbrydes på grund af dårlig cirkulation nær suturlinien. Selv dødt væv i fedtet kan forekomme, hvilket kan forsinke helingen. Men begge tilstande er let at behandle. Hvis du er ryger, skal du have et totalt rygestop i en uge før og efter operationen. Du er altid velkommen til at booke en tid for konsultation. Her gennemgår vi dine ønsker og behov, og hvordan vi bedst kan hjælpe dig.
Operationen
Mange kvinder rammes af svage mavemuskler efter graviditeter, uden at der er noget egentlig overskud af hud. Men ved hjælp af endoskopi (kikkertkirurgi) kan man i dag sy mavemusklerne sammen og dermed indsnævre maven med to meget små snit i kønsbehåringen. Det giver en fin og flad mave uden synlige snit. Det kan også kombineres med en fedtsugning af maven og det tilstødende område.
Efterforløb
Patienten oplever normalt en let til moderat smerte i den første tid efter operationen. Der benyttes dræn de første fem døgn, for at fjerne væske fra området, der er blevet opereret. Støttende bandage placeres rundt om maven de første dage, og man bør anvende en form for bælte eller korset de efterfølgende uger. Stingene fjernes 14 dage efter operationen. Den nederste del af maven og arret kan være hævet i 3-4 måneder. Arrene kan være alt fra hårfine til tykke, men blegner og glattes ud inden for et år. Somme tider kan en begrænset fedtsugning være god, for at finpudse resultatet 4-6 måneder efter den første operation. Du kan rådføre dig med klinikken, hvad der gælder i dit tilfælde. Afhængig af hvilke krav, der stilles på dit job, kan du normalt begynde at arbejde igen inden for tre uger.